TO OLE BULL.
How sweet is the quiet of eventide
When the throstle his love betrayeth,
And the birches sing by the riverside,
While the elf in the ripples playeth!
Their benison the North hills send,
A chastened peace revealing;
With tender voices harp–tones blend,
Their sighs through dark vales stealing.
In a summer eve he listening stood,
His strings all tuned together,
While music burst from field and wood
Across the dewy heather.
Then all his strings the gift repay,
With a wondrous echo ringing.
Of the throstle’s love, and the elfin play,
And the sighs of the birch–trees, singing;
As every joy and every smart
In Norway’s borders dwelling
Had lain and dreamed upon his heart,
And in each note were swelling.
Hark to that quiet, restful strain!
It soothes the spirit’s crying,
Until like babes we rest again,
As if on lilies lying.
While raptures break across his strings
Our longings soar to heaven;
And every heart its own song sings,
By joy or sorrow riven.
Of haunting grief or cruel blow
The memory is forsaken;
A spell is in his magic bow
The very spring to waken.
Then, blessed Tone–bard, hail to thee!
From heaven thy bow was given:
What floods of joy hast thou set free,
What visions shown of heaven!
To sway far thousands is thy lot,
Strange peoples tell thy story,
While here each blue forget–me–not
Trembles to share thy glory.
NORGE TIL AMERIKA VED OLE BULLS DIDREISE.
[Norway to America on Ole Bull’s Departure.]
H. WERGELAND.
O Amerika, betro’d
har jeg dig med ængstlig Ahnen
Ham, min Fattigdoms Klenod,
Ham, mit Hjertes bedste Blod!
—Lad Platanen
kjærligt ham imödebruse,
Alleghannen
ham i venlig Grotte huse,
Susquehannen
som en dæmpet Harpe suse
Ham, min Elskling, ham imod!
Han med Buens lette Spil
kan til Dands din Panther tvinge,
og (hvad der skal mere til)
Slave–Ejeren til Smiil.
Han kan bringe
Carolinas arme Neger
til at springe
gladere end Barn, som leger,
sig at svinge
snellere end Hjulets Eger..
O, Han kan det, om han vil.
Men, som om bans Bue blev
pludselig med Tordner svanger,
som om den i Luften skrev
trylleformlet Frihedsbrev,
Skræk og Anger
fylder Herrens Hjertekammer
som med Slanger,
tusind Blik i Mulmet flammer
hos hans Fanger..
Ve ham, ve ham! Slavens Jammer
klagende min Bull beskrev.
Far da hen, far hen, min Sön!
Lad din Tryllebue skjænke
arme Negers Suk ilön
Styrken af en bönhört Bön,
vsaa hans Lænke
for dens Strög maa sönderbriste!
Da sig sænke
signende Platanens Kviste,
og jeg tænke
kan med Stolthed, dig at miste,
Ole Bull, min Sön, min Sön!
Thi hist vest, did Du vil fly,
er min egen Friheds Kjerne
voxet i Plataners Ly,
baaret hid paa svanger Sky,
Derfor gjerne
vilde jeg taknemlig sende
til dens fjerne
Fosterland ved Havets Ende
herlig Stjerne,
og af dem, som hjemme brænde,
straaler ingen med dit Ry.
NORGES FARVEL TIL OLE BULL.
[Norway’s Farewell to Ole Bull.]
H. WERGELAND.
Farvel, min stolte Sön! Farvel!
Fölg Kaldet i din dybe Sjel!
För bandt til mine Skjær jeg let
den vilde Pelikan end det.
För standsede jeg Havets Gang
og Stormens Flugt, end Skjaldens Trang.
Drag hen, min Sön! Den samme Lyst
har rört sig i din Moders Bryst.
Jeg ogsaa digtet har engang.
Heimskringlas Liv det er min Sang.
Jeg skrev min egen Epopee.
Hver Helt var deri en Idee.
Jeg skrev med Evighedens Skrivt:
med Kongers Daad og Mænds Bedrivt.
Se, ved mit Hjerte gyldenblaa
den store Havets Harpe laa!
Paa den fik sjelfuld Tanke, för
kun navnlös, Navn.... Hör “Frithjof!” hör!
Hör længe fra dens Strenge skjalv
Lyd af dit Navn, Sjökonning Alf!
Min Harald er et Heltedigt.
Hvo maler Verden et saa rigt?
Saa skjön en Fantasi har knapt
en Skjald som blonde Gyda skabt.
Alnorden bævte for de Ord,
jeg grov i röden Hafursfjord.
Et herligt höit Haleluja
var Sigurds Fart til Jorsala.
I haarde Birkebeengeled
jeg fantaserte Noder ned.
Ved Fimbureid hvor löd de vildt!
Paa Hvitingsö hvor fredsomt mildt!
Ved Holmengraa din Guerriera,
i Nidaros din Preghiera.
Se Hakon i bans Kongesal!
Hvor majestætiskt et Final!
Nu er der visseligen i
min Sjel meer Klögt end Poesi.
Dog flöd endnu i fyrig Stund
en Frihedshymne af min Mund.
Jeg ligner egen Mark, som den
nu ligger der höstblegnet hen.
Som sparsom fattig Pige, lagt
Min Dal har hen sin Höitidsdragt.
Dog vil jeg gjennemlede hver,
om ei en Blomst til Dig der er.
Til dig, min Sön! min Sön, som gav
mig större Glands end Konnings Grav.
O, vant til Sönners Verdensry,
mit Öje funkler op paany.
Hvor arm jeg er, man dog Demant
meer dyr end Glædesblik ei fandt,
Ak, er der i den Glands ei Glöd?
Bli’r dig for koldt din Moders Skjöd?
Nei, flyv! udbred din Moders Navn!
Din Hæder tröster da mit Savn.
TIL OLE BULL.
[On his Seventieth Birthday.]
JONAS LIE.
Skjönt Purpuret ruller
ej over din Skulder,
en Konge dog er Du forvist,—
Geniet er Kaaben,
Du bar ifra Daaben,
og Buen din Önskekvist!
OLE BULLS DÖD.
[The Death of Ole Bull.]
ANDREAS MUNCH.[32]
Gamle Gran med Sne paa Lokker
Fast i haarde Fjeldbund staar,
Vinterstormen ei den rokker,
Rank den grönnes som i Vaar.
Saa til Norges Pryd og Ære
Ole Bull for Verden stod,
Kunde Sölverkronen bære
Blussende i Ungdomsmod.
Aldrig syntes han at ældes,
Frisk hans Toneström end löd,
Og den kom med vore Fjeldes
Rene Luft til Sydens Glöd.
Over Verdenshavet drog han
Til et Hjem i fjerne Vest,
Aldrig helt det dog betog ham,
Han var der kun hædret Gjæst.
Altid droges han tilbage
Til sin elskte Födestavn,
Altid maatte han dog tage
Fæste i den gamle Havn.
Det var som ny Kraft han hented
Fra sin haarde Barndomsjord.—
Og iaar man did ham vented,
Som’ren kaldte ham til Nord.
Lysö ved de blanke Sunde,
Nær den gamle Klostermark,
Havde smykket sine Lunde,
Hvor han bygged sig en Ark.
Flaget vaied alt fra Taarne,
Prydet var den lyse Hal,
Blomsterdufte bleve baarne
Ud mod ham, der komme skal.
Ak, da hörtes dunkle Rygter:
Han laa syg i fremmed Land!
Ingen Fare dog man frygter,
Ole Bull ei segne kan!
Og han kom. Alt Skibet glider
Fjorden ind med dyre Fragt,
Og fra Klippekystens Sider
Hilses han af Sommerpragt.
Men han ei fra Borde springer
Rank og ungdomslet som för—
Varsomt man en Syg kun bringer
Op til Hjemmets aabne Dör.
Det var altsaa sandt!—Den Stærke
Rammet var af Sygdoms Pil,
Men dog kunde man bemærke
Om hans blege Mund et Smil.
Mildt han hilste til dem Alle,
Glæden lyste af hans Blik.
Maaske Hjemmet kunde kalde
Til hans Bryst en Helsens Drik?
Ak, som Walter Scott fra Syden
Droges til sit Abbotsford,
Vilde ikkun dö ved Lyden
Af Flodbölgen om bans Gaard,
Saa den norske Sanger stunded
Til sit norske Ölands Hus.
Blidelig han der nu blunded
Dysset ind af Bölgens Sus.
Men en Dag han vaagned rolig,
Saa sig om i skjönne Hjem,
Bad sin Viv, som fulgte trolig,
Spille Mozarts Reqviem.
Og paa disse Himmeltoner
Toneskjaldens Aand sig svang
Op til hine lyse Zoner,
Hvor der lyder Englesang.
Men hans Fædreland tilbage
Havde dog hans Legem end.
Under hele Folkets Klage
Förtes det til Bergen hen.
Skib paa Skib Ligsnekken fulgte
Som en Konges Jordefærd,
Og den Drot, hvem Kisten dulgte,
Var vel saadan Hyldning værd.
Rundtom Vaagen, graadkvalt, stille
Trængtes Folket, Rad bag Rad,
Alle de ham fölge vilde
Sidste Gang i Födestad.
Der, i Ly af Barndomsfjelde.
Hviler nu hans ædle Stöv,
Birk og Hæg fortroligt hælde
Sig mod Graven med sit Löv.
Trosten synger södt derover
Hver en Vaar sin Morgenbön—
Han, som blidt derunder sover,
Var en ægte Norges Sön.
Derfra vil hans Eftermæle
Naa til fjerne Tiders Gang,
Vække mange Kunstnersjæle
Til at fölge ham i Sang.
Norges Folk! Giv dette Minde
Og de ydre Formers Vægt!
Lad hans skjönne Billed finde
Vei til senest Efterslægt!
TIL OLE BULL.
[Sung at the Funeral Service.]
JOHN LUND.
Du godt har holdt Ord, talt Norriges Sag
Og baaret dets Ry viden Lande;
Du löftet har höit dit Fædrelands Flag
Rundt om paa de fjerneste Strande.
Ja Fyrster og Folk sin Hyldning har bragt
Din blöde og malmstærke Bue;
Et Scepter den blev, som Storme har lagt,
Og tændt har Begeistringens Lue.
Naar Buen Du strög, om borte Du var,
Det klang som et: “Leve vort Norge!”
Thi altid din Hug til Norge Dig bar,
Alt kan for din Kjærlighed borge.
Du elsked dit Land, dets veirbidte Strand,
Og aldrig Du kunde det glemme,
Og Folket Dig elsked, Kvinde som Mand,
De vidste, kun her var Du hjemme.
Saa Tak da for alt, for Toner, for Sang,
For Glöden, Du tændte og vakte.
Hav Tak for din kjække, mandige Gang,
Hav Tak for hvert Offer, Du bragte.
Nu nedlagt er Buen, Tonen dör hen,
Dit Minde dog aldrig skal svinde:
Det Norge, Du var saa fuldtro en Ven,
En Evighedskrans vil Dig binde.