I! Den Fortælling ret i Langdrag trækker!
Menenius:
Min gode Ven, nu allerførst bemærke.
Agtværdig Mave brugte Overlæg;
Ei ubetænksom den sig overiled
Som dens Modstandere; og saa lød Svaret:
I Venner som fra mig ei skilles kan!
Det Sandhed er, at jeg fra første Haand
Modtager Næringen som Eder føder,
Og dette i sin Orden er, thi jeg
Et Varelager og et Forraads-Kammer
Jo er for Legemet; men ei I glemme:
Jeg Næringen igjennem Blodets Floder
Og sender lige hen til Hoffet-Hjertet—
Til Hjernens Sæde; jeg den flyde lader
Igjennem Menneskets meest fine Dele;
Og de meest fast Nerver, som de mindste
Blandt Aarene fra mig modtager hver
Naturlig Kraft, hvormed de leve, og
Endskjøndt de ikke alle paa eengang—
I gode Venner (det var Mavens Ord)
Og mærker dem heel nøie....
Første Borger:
Det vil vi gjøre.
Menenius:
Endskjøndt de ikke alle kunde see,
Hvad jeg tilflyde lader hver især,
Saa kan jeg dog med gyldigt Dokument
Bevise at jeg overlader dem
Den rene Kjærne, selv beholder Kliddet.
Hvad siger I dertil?
Første Borger:
Et svar det var—
Men nu Andvendelsen!