Den Anden af Folket: Naar du ret overveier Sagen, saa er Cæsar skeet stor Uret.
Den Tredje: Mener I det, godt Folk? Jeg frygter der vil komme slemmere i hans Sted.
Den Fjerde: Har I lagt Mærke til hvad han sagde? Han vilde ikke modtage Kronen, det er altsaa vist at han ikke var herskesyg.
Den Første: Hvis saa er, vil det komme visse Folk dyrt at staae.
Den Anden: Den fromme Mand! Hans Øien er blodrøde af Graad.
Den Tredje: Der er ingen fortræffeligere Mand i Rom end Antonius.
Den Fjerde: Giver Agt, han begynder igjen at tale.
Antonius: Endnu i Gaar havde et Ord af Cæsar gjældt imod hele Verden, nu ligger han der, endog den Usleste nægter ham Agtelse. O, I Folk! var jeg sindet, at ophidse Eders Gemytter til Raserie og Oprør, saa skulde jeg skade Brutus og Kassius, hvilke, som I alle veed, ere hederlige Mænd. Men jeg vil intet Ondt gjøre dem: hellere vil jeg gjøre den Døde, mig selv, og Eder Uret, end at jeg skulde volde slige hederlige Mænd Fortræd. Men her er et Pergament med Cæsars Segl: jeg fandt det i hans Kammer; det er hans sidste Villie. Lad Folket blot høre hans Testament, som jeg, tilgiv mig det, ikke tænker at oplæse, da skulde de alle gaa hen og kysse den døde Cæsars Saar; og dyppe deres Klæder i hans hellige Blod; skulde bede om et Haar af ham til Erindring, og paa deres Dødsdag i deres sidste Villie tænke paa dette Haar, og testamentere deres Efterkommere det som en rig Arvedel.
Den Fjerde: Vi ville høre Testamentet! Læs det, Marcus Antonius.
Antonius: Haver Taalmodighed, mine Venner: jeg tør ikke forelæse det; deter ikke raadeligt, at I erfare hvor kjær Cæsar havde Eder. I ere ikke Træe, I ere ikke Stene, I ere Mennesker; og da I ere Mennesker saa skulde Testamentet, om I hørte det, sætte Eder i Flamme, det skulde gjøre Eder rasende. Det er godt at I ikke vide, at I ere hans Arvinger; thi vidste I det, O, hvad vilde der da blive af?