"Digtet fortæller on det forsög der blev gjort på at stille den lange fejde, der var fört mellem Danernes folk og Hadbardernes, af Halvdan og Hrodgar imod Frode og Ingeld. Forsoningen skulde frembringes ved bryllup mellem Ingeld og Hrodgars datter Freyvar (Fréaware). 'Hun blev lovet, ung og guldsmykt, til Frodes hulde sön; det bar tyktes Skjoldungers ven så, rigets vogter (i.e., Hrodgar) har fundet det rådeligt, at ved den viv skulde tvisten og dödsfejden stilles. Ofte, ej sjælden, hviler dog dödsspyddet kun föje tid efter mandefald, hvor gæv så bruden er. Da må det mistykke Hadbardernes drot og hver thegn af det folk, når ban går med jomfruen i hallen, at en hirdsvend af Danerne skænked for skaren; ti på ham stråler fædrenes eje, hårdt og ringlagt, Hadbardernes klenodier, sålænge de ejede de våben (indtil de misted i skjoldelegen de kære fæller og deres eget liv). Da mæler ved öllet en gammel spydkæmpe, der ser skatten, og mindes al mændenes undergang; grum er hans hu. Fuld af harm begynder ban at friste en ung kæmpes hu med hvad der bor i hans bryst: "Kender du, min ven, denne klinge, som din fader bar til sværdstævnet sidste gang—dette kostelige jærn—dengang Danerne slog ham; de beholdt valpladsen, de raske Skjoldunger; siden kom der aldrig oprejsning efter kæmpernes fald. Nu går her afkom af de banemænd her i hallen, pralende af skattene, bryster sig af drabet, bærer det klenodie som du med ret skulde eje!"—Således maner og minder han atter og atter med sårende ord, indtil den stund kommer, at jomfruens svend segner blodig ned for klingens bid, skilt ved livet for sin faders dåd; men den anden (i.e., drabsmanden) undflyr levende, han kender vel landet. Da brydes fra begge sider ædlingernes edspagt; i Ingeld koger dödshadet, men kærligheden til hans viv kölnes efter den harm. Derfor kalder jeg ikke Hadbardernes trofasthed, deres del i folkefreden, svigelös mod Danerne, deres venskab ikke fast.'[176]
"Trods den antydende stil i digtets fremstilling, således som den lægges helten Beovulf i munden, er handlingens sammenhæng nogenlunde tydelig. Der bar været gammel fejde mellem Daner og Hadbarder; hvis man kan tro betydningen af et ikke helt sikkert ord, er også Hadbardernes konge (Frode) falden i striden. Ingeld, Frodes sön, slutter fred med Danernes konge Hrodgar og holder bryllup med hans datter. Under selve bryllupet blusser kampen op, idet en af brudesvendene bliver dræbt af en af Hadbarderne, som en gammel kæmpe bar ægget op til at hævne sin faders död. Bryllupet (og drabet) foregår—efter digtets fremstilling—snarest i Hadbardernes kongehal; ti det hedder, at drabsmanden undslap fordi ban kendte landet. Ingelds rolle er indskrasnket til at hans kærlighed til kongedatteren 'kölnes'; at hun er bleven forskudt eller selv er vendt hjem, fremgår deraf, at hun i digtet går i den danske kongehal som ugift og skænker for kæmperne.
"Kampen nævnes en gang til, i Béowulfs begyndelse, dær hvor det hedder on den danske kongehal Hjort: 'den opleved fjendske ildbölger, hærjende lue; det var ikke længe efter at kamphadet vågned efter [gammelt] dödsfjendskab mellem svigersön og svigerfader.'[177] Disse ord—der næppe stammer fra den egenlige Béowulfdigter—indeholder en afvigende fremstilling: bryllupskampen står i den danske kongehal, og synes at være opfattet som större og voldsommere end en enkelt mands mord og hans banemands undslipning. At sagnet vakler med hensyn til stedet, er ikke så underligt. Historiske forhold viser, at bryllup snart er holdt i svigersönnens, snart i svigerfaderens hjem.
"Også Wîdsîð-kvadet taler on en kamp 'i Hjort' (ät Heorote), hvor Ingeld og hans Hadbarder skal have lidt et nederlag mod Hrodgar og hans brodersön Hrodulf. Det er rimeligst, at også dette er hentydning til det blodige bryllup, opfattet på lignende måde og henlagt til samme skueplads som i den nysnævnte antydning.
* * * * *
"Handlingen foregår i Ingelds kongehal, og indholdet er at en gammel kæmpe bevæger en ung til i selve hallen at dræbe sönnen af sin faders banemand, herved blusser det gamle fjendskab mellem folkene op, og Ingeld forskyder sin udenlandske hustru.
"Forskellen er den, at i Béowulf er faderhævneren en fra Ingeld forskellig person. Dette er sikkert det ældre, og Ingjaldskvadets det yngre. Det gælder som en lov for episk udvikling, at man arbejder sig hen imod det enklere; hvis to personer udförer beslægtede handlinger, vil den ene af dem forsvinde; og i kraft af digtningens midtpunktsögen, vil bifiguren gå ud af spillet, hans rolle vil enten blive til intet eller overtages af hovedpersonen. Digtningen har gjort et stort skridt frem i episk tætning, da Ingeld blev både faderhævner og den der forsköd sin hustru; det hele drama udspilles nu imellem den unge konge og den gamle stridsmand.
* * * * *
"Episk er omdannelsen naturlig nok; nationalt er den meget mærkeligere. Det er ikke så underligt, at den ældre form handler om Daner og Hadbarder, den yngre om Daner og Sakser. Men det overraskende er, at Hadbardernes parti göres til 'Daner' og de tidligere Daner til 'Saksere'; den danske heltetradition er her ganske vildfarende i, hvem der er folkets egne forfædre, og hvem der er dets bitreste fjender. Dog også dette bliver episk forklarligt. Bevidstheden om Hadbarderne, der engang havde fyldt Danerne med rædsel, svandt efterhånden bort, fordi Östersöegnenes hele ætniske stilling forandredes. Ikke en eneste gang er deres navn overleveret i samtlige den nordiske literatur! Men hvor synskres og navne glemmes, drages personer og optrin nærmere til. Efter Vendernes indvandring til Östersökysten bliver alle dens gamle sagnhelte opfattede som Danske: Anglernes Offa, Hadbardernes Ingeld, Holmrygernes Hagena. Senere i tiden flytter også andre af den gotiske verdens store sagnskikkelser nordpå: minder om Hunnerslaget overföres på Danmarks sydgrænse (Dan, Fredfrode); Volsunger, Nibelunger, Didrikskæmper—alle blev til en eller anden tid gjorte til vore landsmænd, efter ganske samme nærhedslov, hvormed Nordmændene gjorde danske kæmper som Starkad og Bjarke til norske helte. I og for sig er der intet mærkeligere i, at Ingeld og den opæggende gamle spydkæmpe göres til Daner. Som Bjarkemål blev udgangspunkt for ganske uhistoriske forestillinger on Skjoldungætten, sker det også her—i endnu större målestok. Ingjaldsk vadet bar bortkastet alt det historiske stof, undtagen den gamle kæmpes harmtale, og det skaber en ny episk sammenhæng, som det gennemförer paa glimrende måde.
"Nu forstaar vi Ingelds nationalitetsskifte. Det mærkelige er blot, at de oprindelige Daner blev gjorte til Saksere. Men også, dette fölger af den episke udvikling. Når den gamle kæmpe er det punkt der tiltrækkes (fordi han er det poetiske tyngdepunkt), må hans modparti frastödes og göres til Danefolkets fjender. Nogen selvstændig betydning ejer denne part jo ikke.