THE SEVENTH DAY IS MADE A DAY OF REST.

Adden he folged godes red,
240 Al man-kin adde ſeli ſped;
for ſinne he ðat bliſſe for-loren,
ðat derede al ðat of hem was boren;
It is her-after in ðe ſong,
244 Hu adam fel in pine ſtrong.
For sin they lost the bliss of Paradise.
Forð glod ðiſ ſexte dais lig[t],
After glod ðe ſexte nig[t];
The sixth day passed and
ðe ſeuendai morgen ſpro[n]g,
248 ðat dai tokenede reſte long;
ðis dai waſ forð in reſte wrogt,
Ilc kinde newes ear waſ brog[t];
the seventh morning sprung. That day betokened long rest.
God ſette ðis dai folk bitwen,
252 Dai of bliſſe and off reſte ben,
for ðat time ear fear bi-forn,
God ordained this day a day of bliss and rest.
Til ihesus was on werlde boren,
And til he was on ðe rode-wold,
256 And biried in ðe roche cold.
And reſtede him after ðe ded,
ðat ilke dai god aligen bed.
So it remained until Christ rose from the cold rock.
Siðen for-leſ ðat dai iſ priſ,
260 for ihesus,[[94]] god and man ſo wis,
Roſ fro ded on ðe ſunenday,
Then the Sunday from that time forth became hallowed for ever.
ðat is forð ſiðen worðed ay;
[Fol. 6.]
And it ſal ben ðe laſte tid,
264 Quan al man-kinde, on werlde wid,
Sal ben fro dede to liue brogt,
And ſeli ſad fro ðe forwrogt,
An ben don in bliſſe and in lif,
268 fro ſwinc, and ſorwe, and deades ſtrif.
So shall it remain until Doomsday.
Wiſdom ðe made ilc ðing of nogt,
quuat-ſo-euere on heuone or her iſ wrogt.
Wisdom made each thing of nought.
Ligber he ſridde a dere ſrud,
272 An he wurðe in him-ſeluen prud,
Lucifer waxed proud,
An wid ðat pride him wex a nyð,
ðat iwel weldeð al his ſið;
and with that pride came envy.

[94]

MS. ihc.