Un schütt he auk men de wilden
un lett de tammen gon,
so segged doch alle de lüde,
dat hed dat künigskind don.
O moder,’ sede se, ‘moder!
min herte dod mi der so we, 10
lot annere gon tor kerken!
ick bed an de ruskende se.’
Do sad de künigsdochter
upt hœfd[435] ere goldene kron,