Hertugen:
Godmorgen, Amiens, du glade sanger!
Du er vel enig i at slik en morgen
i skogen her med al dens liv og lek
er fuld erstatning for den pragt vi tapte,
ja mer end hoffets smigergyldne falskhet?
Amiens:
Det ligner litt paa selve Edens have,
og trær og dyr og andre forekomster
betragter os som Adamer, kanhænde.
Hertugen:
Din spøg er vel en saadan sanger værd.
Du mener med at her er alting herlig,
sommer, vinter, vaar og høsttid veksler.
Solen skinner, vind og veiret driver.
Vinterblaasten blaaser op og biter
og fortæller uden sminket smiger
hvem vi er, og hvor vi os befinder.
Ja, livet her er ei ly for verdens ondskap,
er stolt og frit og fuldt av rike glæder:
hver graasten synes god og kirkeklok,
hvert redetræ er jo en sangers slot,
og alt er skjønt, og alt er saare godt.
Amiens:
Du er en godt benaadet oversætter,
naar du kan tolke skjæbnens harske talesæt
i slike sterke, stemningsfulde ord...
(En hofmand, derefter Jacques og tjenere kommer.)
Hertugen: