Hel frit for Vinden herefter,
Ei flette det mer, at yndig sig ter
Dets Glands med straalende Kræfter.
Hver Svend, som det saa, fra Himmelens Blaa,
Hans Hjerte skal Haarene fange.
Selv Lokker vist ei paa veneste Frey
Nedbölge saa blöde, saa lange.
Skjönt Guldet er dödt, saasnart det har mödt
Gudindens Tinding, den höie,
Det levende blier og efter sig gier,