Drag hen, min Sön! Den samme Lyst
har rört sig i din Moders Bryst.
Jeg ogsaa digtet har engang.
Heimskringlas Liv det er min Sang.
Jeg skrev min egen Epopee.
Hver Helt var deri en Idee.
Jeg skrev med Evighedens Skrivt:
med Kongers Daad og Mænds Bedrivt.
Se, ved mit Hjerte gyldenblaa
den store Havets Harpe laa!
Paa den fik sjelfuld Tanke, för
kun navnlös, Navn.... Hör “Frithjof!” hör!
Hör længe fra dens Strenge skjalv
Lyd af dit Navn, Sjökonning Alf!
Min Harald er et Heltedigt.
Hvo maler Verden et saa rigt?
Saa skjön en Fantasi har knapt
en Skjald som blonde Gyda skabt.
Alnorden bævte for de Ord,
jeg grov i röden Hafursfjord.