"3. Skjoldungen Frode dræber (sin broder) Halvdan, sönnesonnen Rolf hævner det (Grottesangen, 10de årh., norsk).
"4. Skjoldungen Frode overfalder sin broder Halvdan og dræber ham; sönnerne Hroar og Helge redder livet og hævner siden deres faders död (norsk og islandsk saga, 12te, 13de, 14de årh.).
"Ifölge dette må sagaen om Helges og Hroars barndom være opstået mellem år 1000 (950) og år 1100, snarest nær ved den förste tid.[128]
"Langt vigtigere end tidspunktet er dog arten af denne omdannelse. Vi står her foran det störste skel, der forekommer i heltedigtningens levnedslöb: overgangen fra den löse skare af småsagn, der slutter sig forklarende og udfyldende omkring kvadene, til sagaen, der selvstændig og i löbende sammenhæng gör rede for heltenes liv. Netop ved Skjoldungsagnene måtte denne overgang blive afgörende. Når Halvdans mord var det förste punkt i slægtens historie, kunde man umulig unddrage sig fra klart og alsidig at belyse dets fölger. Det var selvfölgeligt, at Frode også stræbte at rydde Halvdans to sönner af vejen; således fremkom sagnene om fosterfædre og venner, der sögte at skjule dem. For Helge og Hroar måtte den eneste vej til deres fædrene trone gå gennem kamp; deraf opstod da sagnet on hævn over Frode.
"Enkeite træk i denne digtning bar sagamanden natürligvis hentet fra den overleverede rigdom af sagn. Det er allerede forlængst indset, at væsenlige træk skyldes lån fra sagnet on Amled, den unge kongesön, der redder sit liv ved foregivet vanvid, da hans farbroder bar hævet sig på tronen ved mord på hans fader."
The chapter from which the above is taken contains about a page more. Olrik says, "Sagnet om Helge og Hroar er dog som helhed noget ganske andet end den specielle Amledtype." He refers by way of comparison to the life of Sigurd the Volsung, to the myth of Romulus and Remus, and the corresponding myth of the Greek twins of Thebes, Thessaly, and Arcadia; and concludes thus: "Er der fremmed indflydelse ved dens födsel [i.e., the story of Hroar's and Helgi's childhood], må den være svag og let strejfende. Snarere må man opfatte sagnet således, at dette æmne har en livskraft til stadig at födes på ny, hver gang den unge belt vokser op efter faderens drab. Motivet er så nærliggende, så ubetinget heltegyldigt, at da Skjoldungsagaerne voksede frem på folkemunde, måtte de åbnes med denne digtning; den var stadig—så at sige—lige nödvendig for at stemple den store helteskikkelse."
The story about the Scylding kings in its various phases (except the first, in Beowulf) is found in Denmark and in the Old Norse. Among the Danes and Norwegians (including Icelanders), therefore, we must look for an explanation of this last stage of development. But in the north of England were many Danes and Norwegians, and, as has already been pointed out, the story about Bothvar Bjarki was known in England and acquired distinct features there.[129] To England, then, we turn for an explanation of the main features of the Hroar-Helgi story.
Furthermore, the story is due to a combination of influences. Evidence of this is the fact that it shows unmistakable influence of the Hamlet story, which, however, does not furnish an explanation of the story as a whole. And the fact that the story about Hroar and Helgi was not a native product of England and had no roots in the soil of the country, so to speak, which tended to hold it within bounds, but was an imported story circulating rather loosely, far from the scene of the supposed events related, would make it peculiarly susceptible to extraneous influences adapted to aid in its development.
The first influence to which the Hroar-Helgi story was subjected was plainly the "exile-return" type of story, whose general characteristics are stated by Deutschbein as follows:—
"Das Reich eines Königs, der nur einen jungen unerwachsenen Sohn hat, wird eines Tages vom Feinde überfallen. Der Vater fällt im blutigen Kampfe. Die Rettung des jungen Thronerben ist mit Schwierigkeiten verbunden—häufig steht dem jungen Fürstensohn in der äussersten Not ein getreuer Eckhart zur Seite, eine feststehende Figur in unserm Typus. Der Königssohn wird in Sicherheit gebracht, in der Fremde zunächst in niedriger Stellung, meist unter angenommenem Namen, wächst er zu einem tüchtigen Recken heran, bis zuletzt die Zeit der Heimkehr gekommen ist. Er nimmt furchtbare Rache an den Mördern seines Vaters und gewinnt sein Erbe zurück; wesentliche Dienste leistet ihm dabei ein oder mehrere treue Anhänger seines Vaters, die in der Heimat zurückgeblieben sind.