Ak, da hörtes dunkle Rygter:
Han laa syg i fremmed Land!
Ingen Fare dog man frygter,
Ole Bull ei segne kan!
Og han kom. Alt Skibet glider
Fjorden ind med dyre Fragt,
Og fra Klippekystens Sider
Hilses han af Sommerpragt.
Men han ei fra Borde springer
Rank og ungdomslet som för—
Varsomt man en Syg kun bringer
Op til Hjemmets aabne Dör.
Det var altsaa sandt!—Den Stærke
Rammet var af Sygdoms Pil,
Men dog kunde man bemærke
Om hans blege Mund et Smil.
Mildt han hilste til dem Alle,
Glæden lyste af hans Blik.
Maaske Hjemmet kunde kalde
Til hans Bryst en Helsens Drik?
Ak, som Walter Scott fra Syden
Droges til sit Abbotsford,
Vilde ikkun dö ved Lyden
Af Flodbölgen om bans Gaard,
Saa den norske Sanger stunded
Til sit norske Ölands Hus.
Blidelig han der nu blunded
Dysset ind af Bölgens Sus.
Men en Dag han vaagned rolig,
Saa sig om i skjönne Hjem,
Bad sin Viv, som fulgte trolig,
Spille Mozarts Reqviem.
Og paa disse Himmeltoner
Toneskjaldens Aand sig svang
Op til hine lyse Zoner,
Hvor der lyder Englesang.
Men hans Fædreland tilbage
Havde dog hans Legem end.
Under hele Folkets Klage
Förtes det til Bergen hen.